Aktiviteter


 
Babyrytmik i Dalby Præstegaard, Gl. Tved 23A

Musik og bevægelse, sang og salmer, dans og leg med babyer fra 0-1 år og forældre.
Oplev glæden ved musik og bevægelse med dit barn, lær nye sange og salmer og få idéer til gode lege, som stimulerer barnets udvikling. Vi spiller på instrumenter, synger, vugger, danser og leger med tørklæder, faldskærm, sæbebobler m.m.
Man behøver ikke at have en fantastisk sangstemme for at være med. Kom som du er, og giv dig selv og dit barn en hyggelig start med musik.
Efter 45 minutter med musik er der kaffe og te og en lille snack og mulighed for at sætte sig og hyggesnakke, amme m.m.

Ny sæson starter tirsdag d. 17. august 2021 kl. 10.15 i Dalby præstegård.
Medbring dyne eller andet, som babyen kan ligge på. For tilmelding og information send en mail til Eva på organisteva@gmail.com eller ring til 51280231

Præstens Coronahilsener fra tiden med nedlukning


17.05.2020  

Ja! Gudstjeneste på torsdag kl. 10.30 i Dalby Kirke



Så meget ved vi
Der bliver gudstjeneste på torsdag, Kristi Himmelfartsdag, kl. 10.30 ved sognepræst J.C. Bach Iversen og organist Eva Schmidt. Også kirkens nye og gamle graver, Ritta Buch og Erling Frost Larsen, er begge med.

Meget mere ved vi dog ikke med sikkerhed endnu
De retningslinjer, som alle havde håbet kom inden weekenden, lader vente på sig, men så snart de er der, hører I om dem på samme måde som her.

Det kan I være sikre på
Vi holder gudstjeneste ud fra de forskrifter, der kommer fra myndighederne. Menighedsrådet melder konkret ud hurtigst muligt. Mere senere…

Vi har en plan
09.00: Gå i kirke
Alle, der har lyst, mødes ved præstegården for at gå i kirke.

10.10 (ca.): Medbragt kirkekaffe
Andre kan støde til de gående ved deres ankomst kirken. Medbring selv termokande og kop, vand eller lign. til udendørs kirkekaffe før gudstjenesten.

10.30: Gudstjeneste
Vi går ind i kirken og holder gudstjeneste – med de afstandsregler, der vil gælde, men udtrykkelig sammen!
Gudstjenesten bliver uden altergang.
Vi skal synge en ny salme: ”Et hus at komme til” (Janna Mark). Den kan med fordel høres hjemmefra på: https://www.youtube.com/watch?v=jY9IMre6Ks4 (find minuttal: 11.18). Den er også på Spotify for dem, der er til den slags. Den flotte tekst kan læses her.

1 Et hus at komme til,
velkommen her du være vil.
Bygget af sten, af ånd og krop,
rejser sig op,
solid urokkelig,
et hus du trygt kan høre hjemme i.

2 Et hus at komme til,
velkommen her du være vil.
Et hus, hvor kærlighedens bud
folder sig ud,
hvor mismod mødes af
Guds løfte om at bære dig hver dag.

3 Et hus at komme til,
velkommen her du være vil.
Et hus for den, der søger trøst -
de, der af lyst
har åbnet døren ind,
hvor de før gik forbi på vejen hjem.

4 Et hus at komme til,
selvom du måske ikke vil
eller har brug for det du ta’r
med dig herfra.
Du altid hilses vil,
hvis du en anden gang søger hertil.		5 Et hus at komme til,
bli’ her så længe som du vil.
Græd dine tårer ud hos Gud,
han rækker ud,
hvor håbløsheden gror
og planter troens frø dybt i din jord.

6 Et hus at komme til,
velkommen her du være vil.
Et hus, hvor kærlighedens lov
står over den
som vi har selv bestemt
og sat så højt at næsten nær bli’r glemt.

7 Et hus, et helligt sted,
kirken vi stadig regner med,
når livet rammer os for hårdt -
når alt bli’r sort
vi gerne favnes vil
da er det kirkens hus vi kommer til.








PÅ GENSYN I DALBY KIRKE




09.05.2020  

En dråbe af håb: Folkekirken genåbner


I knap to måneder har jeg på grund af Corona spejdet forgæves efter kirkegængere i Dalby Kirke. I denne weekend er det konfirmanderne og deres familier, der mangler. En præst i en kirke helt alene fylder ikke ret meget, hverken i konkret eller overført betydning.
Forleden præsenterede Statsministeren fase 2 af genåbningen, hvor folkekirken blev nævnt blandt dem, der åbner 18. maj. Men hvordan? For samtidig fastholdes forbuddet mod at forsamles mere end 10 personer.

Genåbning af Dalby Kirke
Vi afventer derfor nye retningslinjer, som forventes op mod weekenden 16.-17. maj. Menighedsrådet vil så på sit møde den 19. maj drøfte, hvordan vi – kontrolleret og sundhedsmæssigt forsvarligt – kan åbne for gudstjenester og eventuelt andre aktiviteter. En plan for, hvordan vi griber tingene an og hvornår, vil snarest derefter kunne læses her på kirkens hjemmeside.

Håbets folk
Igen og igen hører man ordet ”surrealistisk” i denne tid. Måske i lys af, at en del faktisk ikke påvirkes på egen situation, men kun med forholdsreglerne, når de bevæger sig ud? For samtidig kæmper virksomheder for at holde sig oven vande, skoleelever har en helt anden hverdag, og ældre har siddet isoleret. Nogle har haft sygdommen helt bogstaveligt inde på kroppen, men også her er der så stor forskel på, hvor hårdt man rammes. Og i det alt sammen: Medierne taler nærmest ikke om andet. Nogle nyheder giver håb, andre det modsatte.
Al den usikkerhed smitter uundgåeligt af på os, så vi bliver usikre, måske ligefrem frygtsomme. I vores del af verden har vi ellers vænnet os til så privilegerede liv, at vi i det daglige næsten kan lykkes med at fortrænge, at der findes modgang. Det betyder blandt andet, at vi i vestlige samfund er dårligt rustede, når modgangen så rammer os på vandringen. For sorg, tab og krise hører med. Ellers var det ikke et menneskeliv. Det er prisen for at elske.
Men kristendommens pointe er klar: Selv i de situationer – eller måske netop i de situationer – er det, håbet skal forkyndes! Ikke som en overfladisk gang ”det går nok alt sammen”, men som sand styrke i os og sikkert fundament under os. Det er bare ikke altid så enkelt.
Det er da også derfor, vi mødes til gudstjeneste – altså for at hjælpe hinanden til at holde fast i håbets kraft, når livet viser sig fra sin håbløse side. For vi rækkes det håb i dåbsgave ved livets begyndelse, og det bliver tilsagt ved enhver kiste ved livets afslutning – med de samme ord begge gange i lovprisningen til Gud for at have ”genfødt os til et levende håb”.
Dåb er, at et uudslukkeligt håb fødes i os. Gudstjeneste er at holde os fast på håbet, så vi som håbets folk kan følge kaldet til at bære håbet videre til hinanden.
På gensyn i Dalby Kirke. Hvor bliver det godt at holde gudstjeneste sammen igen!


02.05.2020  

Guds trofasthed, vores opgave


Bænkene i Dalby Kirke har stået tomme i ugevis. Selv om kirken er smuk, er det et trist syn. Hvornår og hvordan vi kan samles til gudstjeneste, er stadig usikkert. Det kan føles, som om Corona-tilværelsen bare varer ved og ved.
I Dalby Kirke illustrerer en særlig arkitektonisk finesse, at der er noget, der er endnu stærkere. Når man sidder på kirkebænken, er blikket rettet mod de spidsbuer, som følger hinanden helt ind i mosaikken i kirkens apsis bag alteret. Effekten bliver, at budskabet i Guds hus – den ubrydelige forbindelse mellem himmel og jord – varer helt ind i evigheden, for der er i perspektivet hele tiden en ny bue bag ved den bageste, der peger opad til illustration.
Det er derfor også så oplagt, at altermosaikken allerbagest netop afbilder Kristi Himmelfartsdag og dermed det budskab, der altid lyder ved dåb, når Jesus siger: ”Se, jeg er med dig, alle dage indtil verdens ende” – altså længere end vores omsorg og erfaring rækker, som jeg plejer at sige ved dåb. Man kan sige, at vi i Dalby ved hjælp af spidsbuerne og mosaikken ikke kun nøjes med de talte og sungne ord i kirken – altså det, vi hører. Vi får også budskabet ind via synsindtrykket, måske ubevidst, men ikke desto mindre virkningsfuldt.
Pointen er, at det kristne evangelium sprænger menneskelivets grænser i tid, men budskabet sprænger også vores grænser i rum. Vi forbindes med kristne over hele verden, ikke kun vores nabosogne, men også kirker rundt om i verden, vores venskabsmenighed i Bagdad og kirker, vi aldrig har hørt om. For netop ved afskeden Kristi Himmelfartsdag giver Jesus jo også disciplene – og dermed os i dag – vores mission om at række budskabet videre til hinanden ved at døbe og ved at fortælle. Og som spidsbuerne lærer os det: Ved at blive ved, blive ved og blive ved med at døbe og fortælle.
Vi er sammen, alle døbte, blevet betroet den største mission af alle og oven i købet med samme muligheder for at udfylde den: At bære det kristne budskab videre ud i verden og fra generation til generation. Det gør vi ved aldrig at stoppe med at døbe, med at fortælle, med at udleve den kærlighed, Jesus spredte på jorden.
I mosaikken kan vi se Jesus løfte armen til velsignelse (ikke som skikken er i dag med begge arme, men med én arm, sådan som det også kendes i historien). Budskabet er: Nu er det os, der med hans velsignelse i ryggen kan vende os mod den fremtid, Gud har i vente til os, med løftet hoved og åbent sind – og som hans betroede medarbejdere være med til at åbne fremtiden for hinanden ved at række hans kærlighed videre gennem omsorg, gode ord og helt konkret handling.
Vi ses i Dalby Kirke!



25.04.2020  

Når Guds lys falder på os


Op gennem historien er det kristne budskab blevet rakt videre på utallige måder. Forældre og bedsteforældre har fortalt det videre som bibelhistorie og bedt Fadervor. Salmedigtere og komponister har bidraget, så vi kan synge budskabet, og budskabet kan synge i os. Og i Corona-tiden prøves nye måder af.
Jeg vil kun nævne én mere, endda en gammel en af slagsen, nemlig når kirkebygningerne i sig selv forkynder. Normalt forbinder vi kirkens forkyndelse med kalkmalerier og altertavler, men også inventaret i øvrigt bidrager. Dalby Kirke har for eksempel sin enestående granitdøbefont på omkring 800 år, sit 500 år gamle korbuekrucifiks og sin fine altermosaik fra 1958.

Her og nu skal det dog handle om den måske nok mest oversete af kirkens egne forkyndere, nemlig vinduerne. De er såkaldte trefoldighedsvinduer – eller treenighedsvinduer.
Det betyder, at hvert sæt af tre vinduer skal symbolisere Gud Fader, Gud søn og Gud helligånd: Guds 3 ansigter, kunne vi sige, de tre måder, vi kender den kristne Gud på – altså som en treenig Gud eller ”trefoldig” Gud.
Ordet ”trefoldig” kender vi fra udtrykket ”et trefoldigt leve”, hvor vi råber tre gange hurra for det samme menneske. Når Gud er trefoldig, er det tilsvarende den ene og samme Gud, det handler om, når vi nævner Gud tre gange, trefoldigt, på tre forskellige måder: Som Far, Søn og Helligånd.
Lyset fra vinduerne i Dalby Kirke minder os om, at vores liv bliver oplyst af den treenige Gud. Når Guds lys lyser på os, ser Gud sit elskede barn, og i det lys udviskes alle de domme, vi fælder over os selv og hinanden for uformåen og svigt. Da er vi mere, end vi kan være i os selv.
Nogle dage er lyset fra vinduerne klarere end andre, og vi sidder badet i lys i Dalby Kirke. Sådan er det også med det lys, som Gud kaster ind over os. Sommetider lyser det klart – andre gange er det mere gråt. Men trefoldighedsvinduerne er altid en spejling af det, der foregår i kirkerummet: En samling om den kristne Gud, som vi altså kender på tre måder.

Som den hellige Far, der står bag alt liv og er før alt, større end alt, og over alt, så vi aldrig kan se, fatte og gribe ham.

Som hans Søn, der med sine ord og handlinger på jorden, gjorde den usynlige synlig og besejrede ethvert anslag mod livet – også for os.

Som Helligånd, der blæser, hvorhen den vil, for at blæse liv i enhver af os – midt i livet, og når vi ikke ser mere liv.
Vi ses i Dalby Kirke!

17.04.2020

Hvorfor er det så vigtigt med de kram?


Det er jo nok en vandrehistorie. I alt fald har jeg ikke kunnet finde dokumentation for den og kan ikke engang huske, hvornår og i hvilken situation jeg hørte den. Men god er den…

En velsignelse er en omfavnelse: Thorvaldsens Kristus i Københavns Domkirke
Da billedhuggeren Bertel Thorvaldsen var færdig med den store Kristus-statue til Københavns Domkirke, stod Kristus efter sigende med løftede hænder som til velsignelse. Men så opstod der et problem. Den medhjælper, der havde til opgave at stænke vand på figuren, så den ikke tørrede for hurtigt, fik ikke doseret korrekt, men øste alt for meget vand på. Resultatet var, at armene sank sådan som vi ser statuen i dag. Mod forventning blev Thorvaldsen ikke rasende. Tværtimod. For velsignelsen
var blevet til en omfavnelse! Og det var pointen.

Jesus tog dem i favn … og velsignede dem
Det er præcist det samme, vi hører, hver gang vi har dåb, i tekststykket med ”Lad de små børn komme til mig”. Her kommer pointen også til sidst: ”Han tog dem i favn … og velsignede dem”.
Igen det med, at omfavnelse og velsignelse smelter sammen.

En omfavnelse er en velsignelse
Jeg kan huske fra vores børns fødsler, at instruksen var, at de knap kunne nå at blive født, før de skulle op at ligge i deres mors favn. Og senere som små gælder det også. Kropskontakten med børn, omfavnelsen, er livsnødvendig for, at de kan vokse op
med oplevelse af at høre til, af uforbeholden kærlighed. Uden omfavnelser er det faktisk vanskeligt at udvikle menneskelige egenskaber som empati og tillid. Omfavnelsen er … ja, en velsignelse, der skænker liv og tilhørsforhold, så et menneskeliv med empati og tillid kan vokse til.

Det gælder også for voksne
Det er så let at se hos børn, men det gælder også for os andre. Omfavnelser er livgivende, er … velsignelser. Enhver, der er kommet hjem fra en møgdag på arbejde, og får et langt kram af den elskede, har prøvet ligefrem at kunne mærke liv og
tilhørsforhold, mod og tillid vende tilbage.

Manglende omfavnelser og velsignelser
Alt for mange af os må undvære kram i det daglige – også i den mere normale tilværelse end lige nu. Men her i Corona-tiden er et ord som ”hudsult” ligefrem blevet gængs.
Børnebørn og bedsteforældre mangler hinanden og savner knus. I en familie i samme hus går det nok, men hvad med alle dem, vi er afskåret fra?

Må omfavnelserne og velsignelserne snart vende tilbage
Vi håber og beder til, at hverdagen snart må blive sådan, at alle, der savner et kram fra en, de for tiden er afskåret fra, kan blive velsignet med et uden at føle, at vi udsætter hinanden for fare. Og lad det være en påmindelse for os alle om nødvendigheden af fysisk nærvær – og et knus tiere, end vi måske vil være ved. Hvordan vi reagerer, når vi bliver ”sluppet løs”, er svært at spå om. Vil vi være på vagt over for hinanden, blive ved med at holde den afstand, som noget i os er ved at vænne sig til som det normale, selv om det byder os imod, men så vi yderligere kommer til at mangle den velsignelse, som omfavnelserne er? Uanset hvilken gudstjeneste, du går til, når kirkerne igen åbnes, vil præsten ved slutningen af gudstjenesten løfte armene til velsignelse – og dermed til illustration af, at vi alle inkluderes i Guds favntag:
Guds velsignelse, Guds omfavnelse: Den er der evigt liv og umisteligt tilhørsforhold i.
På gensyn i Dalby Kirke


09.04.2020

Påsken er ikke aflyst! Den kan ikke stoppes!


Den hænger til venstre, når man træder ind i Dalby Kirkes våbenhus, meget lidt i øjnefaldende. Kun få stopper da også op for at give sig i kast med de krøllede gotiske bogstaver på den noget primitive trætavle. Og indtil for få måneder siden var tavlen da også kun en slags minde om en fjern fortid. Nu er den pludselig aktuel.
Tavlen fortæller nemlig om en kvægpest, der hærgede tilbage i 1745, hvor dele af Dalby sogn blev spærret af, for at mennesker ikke skulle sprede smitten. Ikke kun bøndernes levebrød var truet, fødevaremangel var også en mulig konsekvens. Derfor skulle alle passe på, hvor de færdedes.
Flere søndage i træk måtte man derfor ty til gudstjeneste ved forskellige hegn rundt i sognet, og hver aften blev der holdt ”bedestund ved Rebæk Bro”. Gudstjenester skulle der være, men folk skulle holdes adskilt.

Budskabet skal ud! Omsorg på afstand
Den gamle tavle vidner om, hvordan vi til alle tider finder kreative former for at holde gudstjeneste, når vilkårene umuliggør, at vi samles i kirken. Siden 1925, altså i næsten 100 år, har vi i Danmark haft radiogudstjenester af præcist samme årsag.
Fordi en del af os ikke har mulighed for at gå i kirke på vanlig vis, kan vi ”gå i kirke i radioen”. Det plejer at gælde nogle få, nu gælder det os alle.
Og kreativiteten er stor. Evangeliet skal stadig forkyndes. Ud over radio og tv bliver sociale medier, streaming m.v. også brugt til at bringe det kristne budskab videre. Selv holder jeg mest af radiogudstjenesterne. Og nej, det er sandt for dyden ikke det
samme som at mødes i Dalby Kirke. Som jeg da savner det og glæder mig til, at vi igen kan holde gudstjeneste i Dalby Kirke. Men indtil da er det faktisk en sund øvelse i solidaritet med dem, som altid må sidde hjemme.
Det må de mest sårbare også nu, endda endnu mere isoleret, når hverken familier eller andre har lov at kigge ind. Men vi har alle mulighed for at ringe til hinanden for at vise forståelse, opmuntre, tale sammen om det, der gør os utrygge: Hvor farligt er
det for mig og mine? Vil der være et økonomisk grundlag for sundhedsvæsen, socialvæsen og skolevæsen, hvis hjulene ikke kommer i gang snart?
Må politikere og sundhedsmyndigheder have skarpe hjerner og varme hjerter! Lad os bede for dem. De står med et nærmest umenneskeligt ansvar.

Påskens opgør med menneskelivets grænser
”Det er så uvirkeligt – som en krig mod en usynlig fjende, og vi aner intet om, hvornår det hører op.” Ordene faldt i en længere samtale forleden, sagt af en, der på ingen måde kan beskyldes for et udpræget dramatisk gemyt. De opsummerer det uoverskuelige, som mange har givet udtryk for den seneste tid: Grænserne mellem os, bekymringerne og sorgen over at skulle være adskilt fra dem, man holder af og føler omsorg for, fordi de er kategoriseret som sårbare – og derfor har allermest behov for omsorg.
”Vi skal stå sammen ved at holde afstand”, har det lydt igen og igen. Hvor er det svært, når det netop er et varmt håndtryk eller et knus, der er behov for at give og at modtage! Nære familiemedlemmer må leve adskilt. Vi må leve med grænser mellem
os, som vi oplever som helt forkerte.
Men påsken forkynder, at der, hvor vi kun kan se grænser, er der altid håb. Faktisk kan vi være med til at slippe lysstriber fra påskesolens stråler ind i hinandens liv. For påskemorgen sprænger alle de grænser for menneskelivet, vi kender. Påskemorgen er vores drivkraft til at give vores omsorg nye og kreative veje til at sprænge både de grænser, vi alt for tit bygger op mellem hinanden, og dem, Corona-virus nu sætter.
Vi forsøger gerne i det daglige at fortrænge de grænser, vi egentlig godt ved, livet har. Og så er det, Corona-krisen kommer og minder os om vores grænser som mennesker i det hele taget.
Men påsken er kristendommens opgør med grænserne, vores sårbarhed, endda vores dødelighed. På Jesu vandring mødte han igen og igen mennesker ved grænserne: Sociale og religiøse grænser, sygdom og sorg. Og påske er, at selv ved vores sidste grænse står han og venter for at række liv og fællesskab. Påskeevangeliet er i sandhed ”grænsesprængende”, for vores grænser er ikke Guds. Opstandelsen påskemorgen fortæller, at Guds vilje til liv og fællesskab ikke engang kan begrænses af døden.
Det er det, der vises så smukt enkelt i kirkegårdslågerne i Dalby: Her ser vi, hvordan korsets grænser, altså dødens grænser, sprænges af solens stråler. Og solen er netop et tidligt kristent symbol for opstandelsen påskemorgen. Ja, det overgår vores fatteevne, sådan som al kærlighed gør det. Påske er, at Guds kærlighed er så grænseløs, at døden ikke kan holde på den. Når Gud vil elske, er der opstandelse både her og hisset.

På gensyn i Dalby Kirke!